Efter godt 1½ års pause fra sætte-i-stand-ræset, er vi så småt kommet igang igen herhjemme. Denne gang med Louies værelse. Når man skal tage hul på bylden igen, så må jeg sige at det er top motiverende at gå og pusle med et børneværelse.
Det er rigtig hyggeligt at komme igang igen og virkelig rart at mærke den erfaring vi har fået efter tidligere projekter. Sådan har det bestemt ikke altíd været. Der er ingen af os der er håndværkere, men jeg har altid været begejstret for gør-det-selv projekter. Men det er nu ikke ensbetydende med at jeg ikke kan bande og svovle over det, når jeg står midt i noget der driller! Jeg mindes en gang vi skulle fjerne tapeten i vores stue. Vi knoklede en hel weekend for til sidst at opdage at kniven på den tapetskraber vi havde, vende med æggen indad! Så tror da pokker at det var så hårdt!
Vi har da nået en del i vores istandsættelsesproces, men jeg synes nu der er lang vej endnu! Da vi fik vores 2. barn forrige sommer, satte vi al istandsættelsen på stand-by. Jeg tror vi havde brug for en pause og i stedet bruge al tiden på vores nye liv, som lidt større familie.
Det føles godt at komme igang igen og jeg glæder mig simpelthen så meget til Louie skal have sit nye værelse.
For godt 4 år siden købte vi vores dejlige hus. Vi kom fra en lille to værelses lejlighed og med en lille krudtugle på knap 1 år, var pladsen efterhånden trang. Vi var lykkelige da vi fandt vores hus kun 7 km fra indre København (vi var helt i Slagelse for at kigge på hus, så det var væsentlig tættere på!)
Set i bakspejlet, så var det bestemt ikke det mest fornuftigt valg. Vi købte et ældre hus til istandsættelse da priserne peakede og havde endnu ikke havde solgt vores lejlighed. Med tiltro til at alt nok skulle flaske sig kastede vi os ud i det, men pludselig stod vi i saksen. Vores lejlighed blev først solgt da vi satte den ½ mio under den pris vi havde som udgangspunkt, så de penge vi skulle sætte i stand for var ikke eksisterende. At klare al i standsættelse selv, en stram økonomi, et lille barn og for den sags skyld et job som nyuddannet klasselærer i en 1. klasse på en specialskole, var måske liiige at slå en lidt for stor dej op. Det var en hård tid, men på den anden side, hvis ikke vi havde gjort det, så er jeg ikke sikker på at vi havde et hus i dag.
At kunne give vores børn den mulighed for at vokse op i rolige omgivelser, rimelig plads og med mulighed for jord under neglene, betyder meget for os. Vi bor på den hyggeligste lille lukkede vej, der altid summer af liv. Alle hjælper alle og ungerne leger på kryds og tværs. Jeg har bestemt ikke grønne fingre, men eeelsker min have.
Huset er jo vores drømmehus... Eller det vil sige at det bliver det! Vi har bare accepteret at tingene må tage den tid de tager, når vi nu skal spare sammen for at få tingene gjort, istedet for at tage det hele på en gang. Det betyder at jeg må overleve at se på et knækket vindue og cigarkasse beklædningen i udstuen lidt endnu! (DYBT SUK!!)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar