søndag den 8. maj 2011

Min lille pirat!










I går gik Louie i gang med at male sit legeskib. Vi blev enige om at det skulle ende med at blive et piratskib, så det skulle naturligvis males sort. Han gik straks i gang med at male, udviste stor tålmodighed og var faktisk rigtig god til det.
Han er en dreng med stort D og elsker alt hvad der har med værktøj og den slags at gøre. Nu hvor han er blevet større, får han i lov til at prøve kræfter med rigtigt værktøj, også ovre i den lidt farligere genre. Han har stor respekt for det og vokser ½ m hver gang han får lov til eksempelvis at betjene skruemaskinen, en sav eller en grensaks.
I dette tilfælde var der ikke nogle farlige redskaber involveret, men han var meget optaget af opgaven.
I dag malede vi så et dødningehoved på siden, skruede en gammel havelåge ovenpå som dæk, satte et cykelhjul fast som ror, en gren som flagstang og til sidst et nedløbsrør med en elastik i, som kanon.
Jeg er godt tilfreds med resultatet og Louie gik straks i gang med at lege sørøver på de syv have!!
Det er skønt at være fælles om sådan et projekt, se det udvikle sig og invitere til leg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar