mandag den 2. maj 2011

Blogaward


Jeg har fået tildelt en blogaward af Pernille fra musselade. Tusind tusind tak! Det gør mig glad! :)

Hvorfor startede du med at blogge?
Min vej til blogland har været lang og kringlet og for at gøre en kort historie rigtig lang, så startede det faktisk da jeg gik på barsel med min første dreng. Jeg havde taget hele læreruddannelsen undtagen én enkelt eksamen, håndarbejde. Jeg brugte derfor en del tid under min barsel til kreative projekter. I et blad ”Kreative kvinder” faldt jeg over en artikel om Lisbeth fra http://www.smilerynker.dk./ Jeg faldt pladask for hendes retro 70’er stil og kreativitet. Jeg opdagede at hun syede børnetøj ”Almas Mom” kaldte hun det for den gang. Jeg blev meget inspireret til selv at sy børnetøj med et 70’er retro udtryk.. Jeg kan huske at jeg skrev en begejstret mail til hende med tak for inspirationen. Almas mom forsvandt på nettet, jeg blev færdig og fik job efter barsel og glemte alt om det. Men en dag for et par år siden søgte jeg på Lisbeths navn og faldt over hendes fantastiske blog. Hun har en evne til at fange en stemning i de billeder hun tager og at hun oveni købet er ultra kreativ er jo bare et plus.

Jeg blev inspireret til at prøve at starte en blog selv. I starten vidste jeg ikke rigtig hvad jeg ville med den. Om det kun skulle være mine kreative projekter, kun om mine unger eller måske om anmeldelser af bøger indenfor specialområdet. Nu er jeg efterhånden ved at få en form på den og selvom jeg startede i oktober, så føler jeg mig stadig som en nybegynder!

Hvilke blogger følger du?
Jeg følger som sagt www.smilerynker.dk
Jeg holder øje med rigtig mange blogs. Se bare min blogroll, men oftest følger jeg:
Pernilles blog musselade. Hun er rigtig god til at inspirere med sine lækre kager, sin gode stil og kreative sager og til at give nyttige fif til en hverdag med børn.
Camillas blog Fru Millas Cupcakes, som bl.a. også er ferm til det der med kager og bagværk.
Jeg er også glad for bare WUNDERBAR.Jeg ved ikke så meget om kvinden bag, men hun har en meget inspirerende kreativ blog.
The Vintage Hausfrau og Cupcakefabrikken med Julia bag roret er også blogs jeg læser fast.
Jeg læser mest de kreative blogs, men jeg er også rigtig glad for Shahar Silbershatz blog fra Politikken.dk. Han skildrer hvordan det er at være udlænding bosat i Danmark og alle de pudsigheder der følger med. Den er helt klart et kig værd.

Favorit make-up mærke?
Jeg har ikke et særligt mærke jeg går efter, der ligger lidt af hvert i skuffen.

Favorit tøj mærke?
Jeg går mest i tøj fra Vero Moda eller Only, men er også glad for mærker som Nümph, Second Female og Modström.
Udover det så elsker jeg at gå i genbrugsbutikker og finde unikatøj, eller måske noget jeg kan lave om. Jeg har jo givet mig selv en udfordring. Den går ud på at i hele år 2011 må jeg kun sy tøj til mig selv, købe det i genbrugsbutikker eller købe noget og sy det om. (det gælder ikke undertøj, strømper og sko) Idéen er at booste kreativiteten men også at skærpe mit syn til at finde tøj der understreger min identitet. Indtil videre har jeg holdt det og jeg synes virkelig jeg har fundet nogle lækre ting.

Dit "må ha" make-up produkt?
Mascara!
I mange år var det også den legendariske Eight Hour creme fra Elisabeth Arden. Lige indtil det gik op for mig at den var fyldt med parabener. Jeg må dog indrømme at jeg her i vinter kastede håndklædet i ringen og købte en læbepomade. Ovenikøbet på trods af at jeg er på barsel og burde holde mig langt væk fra det stads med en baby i huset. Mine læber var bare så frostsprængte og nærmest som et stort sår og intet andet kunne tage det. Efter et døgns brug var mine læber normale igen.(Det siger måske bare noget om det gift der er i??)

Din favoritfarve?
Gul, lilla og grøn

Parfume?
Gucci Rush 2 om sommeren og J’adore om vinteren. Men jeg bruger ikke så meget parfume når der er småfolk i huset.

Favoritfilm?
Pt er det ”Hævnen”

Hvilke land vil du besøge og hvorfor?
Lige nu drømmer jeg bare om et eller andet varmt land hvor hele familien kan tage hen og holde en rigtig familievenlig charterferie. Det er måske lidt kedeligt, men vi har ikke været ude at rejse i 5 år, så det er mere bare rejsen vi hungrer efter.
Når det er sagt så elsker jeg Barcelona. Alle mine sanser er stimuleret når jeg er i den by. Jeg elsker den varme lidt støvede duft, den smukke arkitektur (bliver aldrig træt af Gaudi), den lækre mad og det spanske temperament. Jeg har været der mange gange, men bestemt ikke for sidste gang.

Hvad glæder du dig mest til i nærmeste fremtid?
Jeg er sådan en ”tænker” som altid har hovedet fuld af tanker om projekter, om hvad der skal ordnes, males, repareres, flyttes om på, sys osv osv. Jeg øver mig i ikke at tænke så meget på fremtiden og bare være nu og her. Jeg er på barsel og selvom jeg elsker mit job, så nyder jeg hvert sekund herhjemme sammen med den lille mand.
Lige nu er det ham, der er omdrejningspunktet for mig.
Jeg glæder jeg mig rigtig meget til at få nogle bedre nætter. Han er en morsyg lille puttegøj, der gerne vil ammes en stor del af natten og selvom det er hyggeligt, så trænger vi begge til en ordentlig søvn. Jeg forventer at det er noget vi får styr på i den nærmeste fremtid.
Der er mange jeg gerne ville tildele en award, men som allerede har en. Jeg har valgt at tildele en til Lene fra Starlight. Lene laver det lækreste mad. Mums! Det er helt klart en award værdigt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar